Et familiekortspil
Piratbridge.dk er bygget af Oliver, som lærte spillet af sin kærestes familie. Her er historien bag siden.
Et spil fra familien
Jeg blev introduceret til Piratbridge af min kærestes familie for ti år siden. Siden er det blevet et fast indslag, både hos dem og hos min egen familie. Juleaften spiller vi det traditionelle juleaftensspil, og der er stor prestige i at vinde det. Vi spiller det også til fødselsdage og andre familiearrangementer, og når vi er samlet i sommerhuset.
Derfor elsker jeg spillet
Det bedste ved Piratbridge er det strategiske. Det handler ikke om at få flest stik, men om at ramme præcis det antal, man har meldt. Man lægger en plan ud fra sine egne kort og det, man tror, de andre melder, og tilpasser sin spillestil, når meldingerne er afsløret. Man kan være heldig eller uheldig med kortene, men der er altid et valg i, hvordan man spiller dem.
Og så er der det dobbelte spil: Du skal selv gå hjem med dine stik, samtidig med at du prøver at få dine modstandere til at gå ned.
Gennem årene har vi haft mange ikoniske øjeblikke. Som da en fra familien meldte tre stik, selvom vedkommende sad med de fire højeste kort i spillet. Eller 1-kortsrunden, hvor en af os sad med trumf-esset i panden og meldte 0 stik, fordi vedkommende kunne se en anden med en lille trumf. Det er de sjove og uforglemmelige øjeblikke, der gør, at man elsker spillet.
Spillet er simpelt at lære, og der findes mange varianter og fortolkninger af det. Mange kender grundspillet, men spiller det med hver deres twist.
Hvorfor piratbridge.dk?
Det er tit svært at få logistikken til at gå op, så alle kan mødes. Jeg drømmer om, at man altid kan tage et spil med sine venner og sin familie, uanset om det er på en hverdag, i weekenden eller i ferien, uden at man behøver at sidde ved samme bord.
En stor del af spillet er det sociale. Derfor er et af mine mål at blive ved med at forbedre oplevelsen, så det en dag føles, som om man sidder sammen og spiller.
Hjælp med at gøre spillet bedre
Jeg har bygget spillet selv fra bunden og vil gerne skabe den bedste oplevelse, så flest mulige får glæde af det. Derfor tager jeg imod al den hjælp, jeg kan få:
- Send feedback med knappen "Feedback" i menuen, når du er logget ind, eller skriv til hello@piratbridge.dk.
- Del spillet med dine venner og din familie.
- Fortæl om jeres regler og varianter, så spillet kan udvides med dem.
– Oliver